Lige nu mest kendt fra sin deltagelse i X-Faktor for otte år siden, udgiver Ise (Annelouise Adolph) i morgen efterfølgeren til sin debut fra 2013. Denne gang i kort format på EP’en “Født på kanten” med seks sange skrevet og komponeret af hende selv med bidrag fra andre.
Musikken på EP’en er umiddelbart letgenkendelig i sit stille udtryk, og der er ikke voldsomme store udsving i tempo og komposition. Det samlede billede er stilfærdigt gennem de seks sange og omdrejningspunktet for oplevelsen er Ises lette og artikulerede vokal sammen med afdæmpede instrumenter.
Sangene er opstillet som små historier og refleksioner over et relativt enkelt liv med de udfordringer man som menneske må finde sig i at møde, og det kan der sådan set være meget charme ved. Følelserne er personlige og ikke nødvendigvis specielt vedkommende for alle, men koblet sammen med melodistykker og omkvæd skal der nok være noget for folk der trænger til et ufarligt melankolifix.
Ise synger let og ubesværet med en vokal der aldrig rigtigt bliver udfordret, men sangene lægger heller ikke op til hverken skrig eller skrål. I det hele taget er oplevelsen præget af at det skal være pænt og poleret. Det påvirker oplevelsen af Ises luftige vokal at hun er svær at mærke der hvor det gør allermest ondt. Mener hun hvad hun synger, eller er de virkelige følelser pakket for tæt ind i banaliteter? Svaret ligger ikke lige for.
Der er en gennemgribende forudsigelighed i den her slags pop der for nogen er selve meningen med at høre musik, mens det for andre ikke rigtigt virker. På “Født på kanten” er det svært at finde nok at holde fast i mellem alt det pæne, og når teksterne er lige lovligt rundhåndede med banaliteterne, så får man hurtigt nok. Ikke forstået sådan at det hele ikke er veludført og velpoleret, men når man vil fortælle historier der tager udgangspunkt i ens eget liv, så skal man gøre sig den ulejlighed at gøre det vedkommende. Skulle det imidlertid så knibe lidt med den poetiske inspiration, så skal musikken eller vokalen i det mindste kunne løfte et øjenbryn.
Desværre er der ikke for alvor noget at hente på “Født på kanten” udover seks letfordøjelige sange. På Ises næste album må hun ind og hente mere af det der gør hende særligt spændende, og hun må udnytte at den her slags musik også tåler afvekslende tempo- og akkordskift. Vi vil høre at hun er en dygtig sanger der ikke bare kan ramme tonerne. Giv os noget farve og kulør og noget andet der kan give Ise noget der får netop hende til at stikke hovedet op over overfladen i det ocean af popsangere vi efterhånden sejler på.
Vinylen
Den anmeldte vinyl kommer med trykte tekster i det indvendige cover og ellers ganske godt udført. Der er en smule støj på selve vinylen, men det høres kun i hovedtelefoner. Produktionen er god og vokalen fremstår klar og tydelig.
/JacobG
Ise – Født på kanten (EP)
IseRec 2019
Katalognr: ISEREC19LP
Ingen kommentarer