To kunstarter der i grunden har meget til fælles, mødes i en tête-à-tête på albummet “Hjemløshed” der udkommer på fredag d. 23. august. Albummet er undfanget i samarbejdet mellem forfatteren og digteren Henrik Nordbrandt og sangeren Channe Nussbaum der i en fælles kunstnerisk feberdrøm, fik den inspirerende ide at lade Channe Nussbaums musik akkompagnere udvalgte digte af Henrik Nordbrandt.
Sammen med en stor flok musikere bliver den dystre lyrik fulgt til dørs af mange forskellige udtryk. Der hentes tydelig inspiration fra den mellemøstlige tradition og da flere af digtene faktisk udspringer af temaer fra den del af verden, ligger det umiddelbart lige for. Der er lagt vægt på både Nussbaums mere frie fortolkninger af lyrikken og den dermed adapterede musik og så Nordbrandts egen næsten tonløse oplæsning.
Det der måske nok skulle have været en totaloplevelse udi et mangefacetteret æstetisk udtryk, drukner desværre i alle de faldgruber man burde have set komme. Lad det være sagt med det samme at Henrik Nordbrandts lyrik sådan set ikke fejler noget. Den er besværget med sproglige billeder der er lige til scrapbogen, og den indeholder endda også et par relevante temaer om fx krig og rædslerne ved at være flygtning. Men der hvor “Hjemløshed” meget symbolsk søger hen med sine udtryk, er et sted langt fra det sted hvor begge genrer kan bevæge et menneske for livet. Det føles decideret forkert når digtenes rytmik ikke passer til musikken, og det sker flere steder der hvor melodierne for alvor er bærende. Når vokalen skal hive og slide i ordene så det passer med akkordskiftene og taktslagene, så ødelægges det de egentlig kunne hvis de stod alene. Det er derfor det er så svært at skrive musik til moderne lyrik. Bevares, hvis blot Nordbrandt overholdt sine rim og sine verselinjers længde som en anden Grundtvig, så var det jo ingen sag.
Hvis man betragter musikken som et ekstra element i en mere gennemført totaloplevelse af lyrikken, så kan man måske endda gå med på præmissen om at ordene skulle kunne tåle lidt baggrundsmusik som stemningsskaber, sådan som det kan opleves et par steder på albummet. For denne anmelder virker det imidlertid undergravende for oplevelsen af lyrik når nogen tillader sig at sætte musik til. Så er jeg ikke længere selv herre over hvilken stemning jeg ønsker, og hvilke billeder jeg foretrækker i hovedet. Musik er uhyre effektivt til at sætte en stemning så når der fx spiller en ensom klarinet med mellemøstlig tone, så SKAL man pludselig lugte støvet fra en jordansk stenørken selvom man måske selv havde tænkt det helt anderledes. Lidt ligesom en film hvor underlægningsmusikken er herre over billederne.
Oplevelsen er altså præget af at musik og tekst simpelthen ikke er som skabt for hinanden, uanset hvor meget det har været Nordbrandts og Nussbaums ønske. Det hele efterlader en bitter følelse af at noget er blevet ødelagt i forsøget på at forcere noget kunst der ikke burde findes. Hvem der for alvor får noget ud af “Hjemløshed”, kan være svært at spå om. Det er muligt at folk med mindre mavesyre end undertegnede kan se det befriende i de udtryk der lægges for dagen, men når hverken musikken eller lyrikken i fællesskab formår at gøre særligt indtryk, så burde de måske opleves adskilt.
Vinylen
Den anmeldte vinyl lyder godt og afslører kun svag støj hvis der lyttes i hovedtelefoner. Produktionen er klar og skarp, og der er udmærket dynamik mellem instrumenter og vokal.
/JacobG
Nordbrandt & Nussbaum – Hjemløshed
Exlibris 2019
Katalognr: EXL30201
Ingen kommentarer