Den danske bluesmusiker Mike Andersen, der måske er bedst kendt for sit band i eget navn, udkommer i denne weekend på vinyl med sit nye album “One Million Miles”, og skal man forsøge sig med at fortolke titlen, er vi ude og danse omkring en tidsmetafor for et langt musikerliv der måske endelig har nået et foreløbigt kunstnerisk klimaks. I hvert fald kan man opleve Mike Andersen alene med sin guitar og sin følte countryrock-stemme i ni inderlige sange der dufter af ægte amerikansk tradition.
Mike Andersens bluesarv er grundlæggende den byggesten hele albummet er bygget på. Men det er ikke bare rendyrket blues i den klassiske forstand. Der er også tydelige spor af den samme stil som fx Chris Stapleton er blevet populær på. Forestillingen om den bløde mand og hans guitar.
I åbneren “Desert Trail” indleder han således med at gøre det klart for lytteren, at det her projekt er noget han selv må klare. Kun alene kan han komme videre i sit liv.
I’m packing light today
I’ll have to go far away
I gotta go now
Out on my own now
Og alene rejser han så. Gennem et tekstunivers der både handler om et liv på substanser og et liv i fuld fart. Det er ikke banal fortrydelse eller ønsker om tilgivelse Mike Andersen synger om. Snarere benytter han de ni sange til at sætte ord på historier fra det virkelige liv. Som i den bevægende, og måske albummets bedste sang, “Let’s just go home”. To mennesker som på en eller anden måde fik ødelagt hinandens liv finder sammen igen om bare at tage hjem igen. Uden ord eller forklaringer. Bare hjem.
And let’s just go home
Enough is enough
Let’s just go home
Don’t try to explain
I feel the same
Let’s just go home
Tematikken fortsætter nogenlunde på samme måde på side B. Tempoet er selvfølgelig på et eftertænksomt niveau, så der er både tid og plads til guitar og ikke mindst Andersens stemme. Der er virkelig substans og følelser i hans stemmeunivers. Han kan være klagende og følsøm eller mere rå og barsk. Som en alsidig sanger i bund og grund skal være. Det gør dog oplevelsen det større, at der kun er en guitar at overdøve. Vokalen fremstår helt klar og langt foran i lydbilledet. Undertiden er der en anelse effekt på den, og det bidrager ret positivt til oplevelsen.
“One Million Miles” er et solidt album der fortjener flere gennemlytninger. Der er noget dragende ved voksne mænd og deres følelser – nyfundne eller ej. Det samme gør sig gældende i Mike Andersens sange. De er alle umiddelbart tilgængelige med deres genkendelige temaer, men de musikalske valg, der ligger til grund, komplimenterer teksterne ret godt, og understøtter på den måde hele oplevelsen.
Mike Andersen giver med “One Million Miles” et grundigt indblik i sine tanker, og kan man lide blues og country i den mere nøgne indpakning, så er albummet et sikkert hit. Lyt til sidst på aftenen når følelserne pludselig trænger til et modent soundtrack eller når der bare skal være en god melodi at hygge sig med uden larm og støj.
Vinylen
Den anmeldte vinyl lyder godt. Den er flot blank og så støjsvag som den her musik kræver. Produktionen er lækker og guitar og vokal synes at være i perfekt harmoni.
/JacobG
Mike Andersen – One Million Miles
Custom Records 2019
Katalognr: CRLP006
Ingen kommentarer