Hvis der er noget der virker for en stoner, eller nogen der selv synes de er ret psykedeliske, så er det fx det riff der indleder Organiks åbningsnummer “Black Desert” på den danske trios nye album. Den guitarfigur som både bassen og i nogen grad trommerne følger i hælene på, ansporer forventningen om en omgang episk guitarrock, og Organik lægger således fra land med et ret konsekvent udtryk. “Black Desert” viser lidt om den vej trioen forsøger sig med i de hypnotiserende 11 minutter, det hele varer.
Organik spiller primært instrumentalrock med tung vægt på de virkemidler der tåler en gentagelse i en sangs forløb. Der er således rigeligt med plads til at få styr på detaljerne og i “Black Desert” tager bandet også godt fat om lytteren når de vedholdende spiller den genkendelige figur i starten.
De 11 minutter har dog givet lytteren en mulighed for at lære setuppet lidt at kende, og i “Soul Manure” bliver oplevelsen da heller ikke mindre “stenet”. Trioen spiller en omgang rock, der bevæger sig omkring i de orientalske dele af syrerocken. Der er, ligesom i åbneren, lange passager uden store armbevægelser men med mange gentagelser og kun få irregulære skift i dynamik. Der er ikke vildt mange akkordskift i Organiks musik, men genren lægger måske også i højere grad op til at lytteren fastholdes i længerevarende selvransagende eskapader end en omgang mere progressiv rock måske gør med alle sine dynamikskift.
“Liquid Embrace” åbner side B sådan lidt skizofrent, men kommer relativt hurtigt i gang med en skæv rytmik og med guitaren godt oppe i front af lydbilledet. Senere i det 13 minutter lange nummer bliver det også både svævende og mere upfront riffs in-your-face. Måske en anelse mere progressivt men dog stadig rimeligt forudsigeligt med relativt få akkordskift. Til sidst i “Caged” indleder bandet med en lang atmosfærisk musikalsk tåge der lægger op til selveste MC Einars lyriske manifest ca. midtvejs. En smule overrumplet af hans mørke stemme ebber det hele dog lidt uforløst ud i den sidste halvdel. Igen uden egentlige skift. De lidt over otte minutter føles lange når de foregår i samme tone.
Organik lægger med deres musik op til at det tager tid at nå ind til den del af deres musikalske habitus, der for alvor åbenbarer hvad meningen er med de i alt fire numre. Udtrykket er stilfuldt men undertiden også forudsigeligt og ensformigt. Ikke al musik skal overraske, men når man ikke benytter vokal og kun besætter tre instrumenter og lidt synth, så kræver det ekstra meget dramatik at fastholde en lytter i melodier der varer over 10 minutter. Det lykkes kun delvist for Organik. De dele af melodierne, der bliver i de højere luftlag som i “Soul Manure” eller “Caged”, er virkelig øjeblikke af tilfredsstillende musikalsk skønhed. Omvendt sidder man ind imellem med samme følelse som hvis man sad i en god improviseret jam med gutterne på en aften med rigelige mængder bedøvende substanser og høvlede løs til det samme riff i 15-20 minutter. Fedt for dem der spiller, men knapt så fedt for dem der lytter.
Genren lægger helt sikkert op til en ret tilbagelænet tilgang til musikken og det er svært ikke at have sympati for det. Det musikalske produkt som Organik leverer viser masser af spilleglæde. Efter flere gennemlytninger er der dog ikke rigtigt nogen melodier eller andre detaljer der sidder fast i hovedet, og selvom man alligevel sidder tilbage med følelsen af at trioen har mere på hjerte end det der åbenbares på denne plade, så har trioen ikke for alvor efterladt et varigt indtryk. Desuden skal en klar opfordring herfra være, at der skal være mere styr på trommer og bas i de lange taktforløb. Når man nærmest optræder som tre solister, så skal enheden virke mere samspillet end det er tilfældet på “Organik”. I “Black Desert” og i “Liquid Embrace” hænger trommerne undertiden bagefter guitaren, og bassen føles også ufokuseret så snart den bevæger sig væk fra det elementært taktbærende. Det er med andre ord lidt for tydeligt at bandet slår for store brød op i det, de selv kalder et “progressivt” univers.
Vinylen
Den anmeldte vinyl kommer i fin indpakning uden for coveret hvilket man kun kan bifalde. Hvem hader ikke ødelagte rygge? Vinylen er tung og blank og lyder virkelig godt. Produktionen er udmærket, men man savner undertiden mere klare trommer. Guitaren ligger forrest i mixet på alle fire numre, og det giver udmærket mening eftersom den er bandets eneste egentlige melodibærer.
/JacobG
Organik – Organik
Space Rock Productions 2019
Katalognr: SRP058
Ingen kommentarer