I sommer udgav den britiske producer og klub-DJ, Leon Vynehall, sit debutalbum “Nothing Is Still”. For det ukritiske øre et atmosfærisk værk med tydelige undertoner af en mere dansevenlig house. For det mere kritiske øre et gennemproduceret stykke fortællekunst med mange lag og mange lækre afvigelser fra det monotone. Musikken på “Nothing Is Still” lugter kraftigt af storby og fremtidsindsustri, selvom det ikke er hverken industrielt eller maskinelt. Der er rigeligt med venlige lag i fladerne som bedst træder frem, når helt ægte levende musikere bidrager til fortællingerne. Der er således både strygere og blæseinstrumenter på flere af numrene.
Undertiden føles Leon Vynehalls musik som bevidsthedsudvidende og sanseskærpende. I de ret forskelligartede musikalske forløb på de ti numre, skaber han mættede musikalske atmosfærer og scener, der føles, som om de både kan opleveles individuelt og som en større sammenhæng. Der er en grad af bevægelse og organiskhed undervejs, som i “Envelopes (Chapter VI) hvor våde fodskridt sammen med lyden fra et propelfly næsten lyder som scenen fra en film. En grad a skizofreni og hektisk sceneskift er imidlertid også en del af pakken, og Vynehalls skift er mesterligt udførte. Essensen i pladens titel er ret tydelig overalt på albummet. Selv i det abstrakte “Ice Cream (Chapter VIII), hvor lyden går baglæns, er der en spøjs bevægelse.
“Nothing Is Still” er helt klart et album der fortæller skjulte historier, men som også fostrer nye fortællinger i lytterens hoved. Der er scener fra film noir, dystopiske landskaber og dekadente high-society klubber i det mondæne England. Alt sammen velbeskrevet med de musikalske virkemidler Vynehall skaber med sin interessante kombination af klassiske instrumenter og elektronisk musik. Mest interessant er det måske, at musikken ikke sådan lige lader sig kategorisere. Som baggrundsmusik på en fancy restaurant eller klub i en storby, udmærker musikken sig. Det kan imidlertid også paradoksalt nok være den musik, man smider på pladespilleren når der skal være ro. Tung bas og lange klangflader i et tempo der undtagelsesvis kun overstiger 100 bpm, bidrager til den æggende downtempo-følelse.
Leon Vynehall var indtil dette album totalt ukendt for denne anmelder, der dog heller ikke holder sig vildt godt orienteret i den britiske house- eller clubbingscene. Men der, hvor såkaldt almindelig dansevenlig DJ-musik ikke falder lytterens smag, er Vynehalls flotte, ambiente musik sandsynligvis en større oplevelse. Albummet må betragtes som en af de mest spændende elektroniske udgivelser i 2018.
Vinylen
Den anmeldte vinyl lyder godt og er forholdsvis støjsvag før en eventuel afvaskning. Produktionen fremstår ren og klar, og især bassen ligger korrekt i mixet – nogle gange forrest, andre gange godt bagved, men altid dyb. De atmosfæriske klangflader og de klassiske instrumenter har rigeligt med saft og kraft til at understøtte oplevelserne. Coveret er minimalistisk udført og indeholder kun begrænsede oplysninger om artisten og musikken.
/JacobG
Leon Vynehall – Nothing Is Still
Ninja Tune 2018
Katalognr: ZEN249
Ingen kommentarer