Nu hvor sommeren for alvor er i gang, og anmeldertempoet er lidt sløvt på Phonopolet.dk, kan vi glæde de varmehungrende læsere med en anmeldelse af denne brændvarme udgivelse fra sidste år. I Cameroon festede de tilsyneladende løs i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Så meget, så det relativt nystartede label Analog Africa fik den glimrende ide, at samle nogle af de største dansehits fra de svedige diskoteker i det centralafrikanske land. Resultatet foreligger i denne attråværdige dobbeltvinyl, der fra ende til anden lægger op til frimodig og afslappet sommerstemning midt i en nordeuropæisk hedebølge.
Den helt umiddelbare fordel ved musikken på Pop Makossa er hvor overraskende lettilgængeligt det er. Sproget forstår man intet af, men musikken og vokalen udstråler en glæde og et hyggeoverskud, man i sin barnlige fantasi kun kan forbinde med Afrika. Man tænker med det samme, hvor meget man godt gad sidde i skyggen under en palme på en strand i det vestlige Cameroon, mens man vælter kølige drinks i sig til tonerne af eksempelvis Bill Lokos svedige sang “Nen Lambo”. Eller man kunne fristes til at gribe den nærmeste og tage en hidsig svingom til M’ongele M’am og den alletiders “Eko”. Der er fuld drøn på percussion og blæsere, mens et uforklarligt dragende beat flår i dansemusklerne. Et beat der har sit ophav i en musikalsk tradition, der udspringer fra det såkaldte Sawa-folk, og som, efter det blev blandet med andre genrer, fik navnet Makossa.
Musikken er ikke kun en hyggelig oplevelse. Det er samtidig også en lille åbning ind i en musikalsk verden, de fleste i vores del af verden slet ikke kender. Analog Africa har flere andre udgivelser i deres katalog med musik fra eksempel Ghana, Angola, Kap Verde og mange andre lande fra området. I det hele taget er kataloget meget interessant for musikelskere, der kunne have lyst til at snige sig ud af den europæiske tradition.
Produktionen på Pop Makossa er god og vinylen lyder vildt godt. Der er hverken støj eller knas og selv om et par af sangene lider lidt af produktionsunderskud, er det generelle billede, at 40 år gammel musik fra Cameroon får nyt liv på denne udgivelse. Vi tøver ikke med at kalde denne udgivelse for den eneste sommervinyl, du nogensinde får brug for i år. Samlingen kommer i et vildt flot og super retro cover, der et af de flotteste vi har set. Vi glæder os til at høre mere af det musik, som folkene bag Analog Africa har været dygtige til at grave frem fra arkiverne.
/JacobG
Pop Makossa – The Invasive Dance Beat Of Cameroon 1976-1984 (Various)
Analog Africa 2017
Katalognr: AALP 083
Ingen kommentarer