Nu er det så som så, hvad en postmoderne anmelder kan bidrage med til den i forvejen ret velbeskrevne hellige gral indenfor metal, Metallicas “Master Of Puppets”. Lad det derfor være sagt med det samme, at det ikke rigtigt står til diskussion, hvad dette album har betydet for rock- og musikhistorien. Vel nok Metallicas bedste album, der på forunderlig vis repræsenterer bandets kompositoriske højdepunkt. Her 32 år senere findes der ikke et metalhoved, som ikke elsker albummet ligeså højt som tankerne om deres teenageforelskelser eller deres hullede cowboybukser.
Pladeindustrien og Metallica selv har måske ikke det samme romantiske forhold til “Master Of Puppets” som vi har, og derfor fortsætter man med at genudgive værket på diverse medier og i remasterede udgaver, så både samlere som nybegyndere kan få den gamle musik på ny vinyl. På discogs.com findes der i skrivende stund 352 versioner af albummet, hvoraf de 17 er udgivet de sidste to år. Som med mange andre klassikere forsøger musikbranchen at malke flere penge ud af de gamle værker ved at køre dem igennem en remaster eller et remix eller begge dele, og man må spørge sig selv, om vi i 2018 er blevet så kræsne, at den gamle musik vi elskede ubetinget, dengang vi stadig kun havde snavs på overlæben, kun kan nydes i nypolerede udgaver.
Denne udgave er også remastered, og det er med det in mente, man lytter til de gamle sange. Kan man overhovedet høre forskel, og er forskellen i så fald til det bedre i forhold til en original fra 1986? Vi har tjekket det…
Analyse
Den fine 180 grams vinyl ser godt ud, og i den akustiske intro til åbneren “Battery” er der ikke antydningen af støj. Ret hurtigt kommer der gang i de forvrængede guitarer, og det første der slår lytteren er, hvor lidt man kan høre forskel på denne udgave og en almindelig digital udgave fra starten af 90’erne. Nuvel, den analoge følelse er til stede, men produktionen er der ikke rykket betydeligt ved. Bassen er, som det kendetegner Metallicas musik, langt tilbage i mixet, og får kun for alvor liv, når der skrues godt op. Guitarer og trommer fylder godt ud i det musikalske rum, og Hetfields vokal er også godt oppe foran. I titelsangen “Master Of Puppets” får bassen mere substans, men med det også en underlig rungende fornemmelse, som om det hele er optaget med en overheadmikrofon i en trækasse.
I de mere stille passager føles det hele dog noget mere afbalanceret, og det skriger ikke af loudness som på senere Metallica-album. Lars Ulrichs bækkener lyder derfor både klart og sprødt og ikke særligt forvrængede.
Samlet set giver det en anelse mere detaljeret lydbillede i forhold til den digitale udgave, jeg ellers kender. De analoge udgaver fra 80’erne sælges i øjeblikket i relativt store mængder på nettet, og priserne antyder, at der er efterspørgsel på de gamle vinyler. Hvordan denne udgave adskiller sig fra dem, kan man kun gætte på. Men hvis de digitale udgaver fra den periode lægger sig tæt op ad de analoge, er der ikke umiddelbart noget der taler for, at man opretholder et religiøst forhold til førstudgaverne. Samtidig er det klart, at den lyd man finder på denne udgave ikke adskiller sig væsentligt fra de digitale udgaver, og det kan jo i sig selv være grund nok til at anskaffe sig en original fra 1986. Selv om jeg prøver, kan jeg ikke for alvor sige, at jeg kan høre forskel på denne remasterede udgave og så en CD fra 90’erne, og når man nu forsøger at sælge det som en slags lydmæssig opgradering, så skuffer det en anelse.
Anbefalingen herfra må derfor være, at har man en original stående, så kan du roligt droppe den her. Har du imidlertid ingen andre udgaver, så kan denne sagtens være den eneste, du investerer i.
/JacobG
Metallica – Master Of Puppets (Remastered)
Blackened Recordings 2017 (1986)
Katalognr: BLCKND005R-1/00602557382594
Ingen kommentarer