Normalt tænker man på Wagner opera, når man i en eller anden vildfarelse taler om den tyske by Bayreuth. Fra den klassiske festspilsby kommer der imidlertid også andet musik. Frequency Drift, der beskriver sig selv som eksperimenterende og progressiv rockmusik, har siden 2006 med jævne mellemrum udgivet musik, der afsøger temaer i den mere dystre ende. Med “Letters to Maro” har bandet netop udgivet deres ottende epos på dobbelt vinyl, og denne gang henter de bl.a. inspiration fra den japanske forfatter Haruki Murakami og hans stærkt symbolske univers.
Musikken kombinerer et traditionelt rock-setup bestående af trommer, bas og guitar med elektrisk harpe og synth. Kombinationen efterlader et stærkt indtryk af magi og luftighed. Undertiden bygger orkestret en storladen lydmur op, der underbygger en ret tydelig forestilling om, at musikken fungerer lidt som et filmtema. I den mystiske “Neon” på side B får man præcis den følelse. Sangen emmer af mørke og grandiøs storbyskønhed. Den elektriske harpe skaber et subtilt asiatisk lydbillede, der på glimrende vis kombinerer det traditionelle og det futuristiske.
Vokalen bæres af en ny sangerinde ved navn Irini Alexia, og hendes stemme er både strålende, skrøbelig og kraftfuld, og den understøttes i flere numre af et tilpas nedtonet kor.
Tempoet i musikken er måske ikke som progressiv rock er normalt, men der er masser af dynamik- og stemningsskift til at berettige genren. Der er imidlertid meget andet i det her musik, der hæver det op over en enkelt genre. Det er ikke skabelonmusik med tre vers og et par catchy omkvæd. Man er hensat til en verden, hvor musikken får lov at leve sit eget liv, og så må lytteren altså lige anstrenge sig lidt for at følge med. For at opleve Frequency Drift bedst, er man bedst tjent med at koncentrere sig om musikken alene. I “Escalator” tumler man rundt i en slutning, der meget godt illustrerer, hvordan gruppen tænker musik. Her driver man langsomt fra en blid og poetisk start til en kaotisk og dystopisk slutning.
De 11 sange fordelt på fire sider vinyl holder et relativt sammenligneligt tempo, og det kan i perioder være svært at skelne dem fra hinanden. Det kan sagtens være hensigten, og på den måde er det udmærket. Det betyder dog, at oplevelsen først rodfæster sig, når man har brugt koncentreret tid med begge vinyler uden for mange afbrydelser.
Musikken er generelt velproduceret, og det føles som om der er afsat plads til alle instrumenter. Det virker derfor heller ikke påklistret, når der pludselig midt i “Izanami” kommer fuld skrald på den elektriske guitar. Kontrasten mellem den og så den blide harpelyd, der overtager minuttet efter, er et godt eksempel på, hvordan musikken udvikler sig i stedet for at gentage sig selv. I “Nine” når musikken næsten symfoniske højder, når den ensomme cello lader sig opsluge af et tungt rockende band og eksploderer med skingert nine!
Der er rigeligt at grave dybere i på “Letters to Maro” og oplevelsen er både forfriskende og besnærende. Der er få svagheder på albummet. Undertiden lyder Irini Alexia lidt for meget, som om hun er hovedrolle i en broadway musical, men det underbygger sådan set udmærket det filmiske. Der er også et par sange, der bare ikke fanger lytteren, og som derfor forsvinder lidt i det samlede billede. Overordnet set er det dog et ret stærkt udspil fra tyskerne, og det virker som om, der er mere at hente ved de næste gennemlytninger. Frequency Drift er dygtige musikere, og de har skabt musik, der er både originalt og spændende.
Vinylerne
De to vinyler lyder godt. De er støjsvage og der er en god dynamik i indspilningen. Til tider er vokalen placeret langt foran musikken i lydbilledet, og det er nok lidt en smagssag, om man kan lide det. Indpakningen er lækker og kraftig som gatefold, og der er tekster på indersiderne, når man skal have resten med.
/JacobG
Frequency Drift – Letters to Maro
Gentle Art Of Music 2018
Katalognr: GAOM 056LP
Ingen kommentarer