Meget symbolsk, og egentlig helt selvfølgeligt, indledes “Soul Of A Nation” af spoken word mesteren Gil Scott-Heron og hans kradse “The Revolution Will Not Be Televised”. Startskuddet til to vinyler med lyden fra to årtiers sort undergrund fra et opdelt USA, der de triste temaer til trods indeholder bunker af uimodståelig musik fra flere genrer. Gil Scott-Heron lader lytteren forstå, at man, når revolutionen kommer, ikke bare kan læne sig tilbage i sofaen og se det hele på afstand, og faktisk giver musikken på “Soul Of A Nation” en spændende indføring i de temaer, der rørte sig i afkrogene af det sorte Amerika.
På side A får man både jazz og tribal og ikke mindst funk. Vibrafonmesteren Roy Ayers og hans Ubiquity band griber fat i lytteren med et helt uimodståeligt beat i “Red, Black and Green” mens jazztrompetisten Phil Cohran hylder Malcolm X i sit messende værk med samme navn.
Der er undertoner af racekamp og fællesskab i musikken, som også repræsenterer et vigtigt kulturhistorisk kapitel i amerikansk historie. En historie der både afspejler en samtid i Amerika og en fortid i Afrika. Teksternes temaer er altså ikke blot repræsentative for en periode i 70’ernes USA, men lige så meget for en fortid som slave og rettighedsløs i det konføderale syd. I den gribende fortælling “Strong Men” af en anden spoken word artist David McKnight, får man slaveriet serveret eksplicit og uden omsvøb.
Den legendariske jazzsaxofonist Joe Henderson bidrager også med en jazz-ballade, der rummer både længsel og håb. “Black Narcissus” er både klagende og befriende, mens den roligt og afbalanceret sætter stemningen for den sorte Narcissus, der måske på samme måde som den græske mytefigur, stirrer sig blind på sit eget spejlbillede i ren forelskelse, og bliver ude af stand til at bevæge sig væk derfra og derfor omkommer.
Musikken er meget blandet godt mellem genrer, og man skal måske helst anskue dobbeltalbummet som en indførelse i de temaer, der musikalsk og lyrisk lagde fundamentet for andre genrer som R’N’B og Hip Hop. Der er masser af 70’er stads undervej på de to vinyler, og er man til den slags berettiger det jo alene, at man anskaffer sig “Soul Of A Nation”.
Vinylen
Vinylerne lyder godt, men man kan godt opleve svingende kvalitet i de forskellige indspilninger. Der kan derfor godt være lidt baggrundsstøj på nogle af de mere obskure sange. Det gør nu ikke så meget, når det skal være autentisk. Coveret er flot, og der medfølger et interessant sleeve med tekster, man bør læse. “Soul Of A Nation” kradser kun lige i overfladen, så man kan sagtens forestille sig en efterfølger.
/JacobG
Various – Soul Of A Nation (Afro-Centric Visions In The Age of Black Power: Underground Jazz, Street Funk & The Roots Of Rap 1968-79)
Soul Jazz Records 2017
Katalognr: SJR LP393
Ingen kommentarer