I 1982 kunne Robert Smith indlede sit desperate og eksplicit afklædte mesterværk “Pornography” med ordene – It doesn’t matter if we all die. Henslæbt i et industrielt tusmørke åbner “One Hundred Years” en regulær tidslomme for det meningssøgende 80’er-barn. Med sin klagende vokal og trommernes hypnotiske rytmeværk er det dødsens alvor fra start. Ud af mine højttalere vælter evig ensomhed og livslede på en underligt fængende måde, der fuldstændig får mig med på ideen om goth-rockens eksistensberettigelse både tilbage i 1982 men også i 2017. Man tror instinktivt på Smith, mens han på en gang grædende og næsten entusiastisk erkender meningen med livet i England i starten af 80’erne.
Over and over
We die one after the other
Over and over
We die one after the other
One after the other
Og mens The Cure således understreger meningsløsheden i livet, får de samtidig fortalt om de skæbner, man er overladt til i det samfund, de dybest set foragter. I “Short Term Effect” er det livet udenfor rusen, der kynisk får lov at være korttidseffekten og i den febrilske “The Hanging Garden” bliver det klart, at der er visse ting, man oplever på et syretrip, der ikke umiddelbart lader sig omsætte til forståelige billeder. Den kolde betonagtige kulisse som præger hele side A er dog stadig til stede, og man er stadig ikke i tvivl om, at den sælsomt betagende selvdestruktivitet følger lytteren helt til dørs.
Kun de få sekunder det tager at vende pladen giver luft for den stakåndede lytter. På side B åbner “The Figurehead”, der på alle måder definerer hvad The Cure bestod af i 1982. Her fortsætter det narkotiske drøn af et album, der uanfægtet fortæller de sørgelige historier om narkotikaens symptomdæmpende frihed, og man kan ikke slippe det. Næsten grædende erkender Smith til sidst, at han aldrig bliver clean igen.
“Pornography” er et fundamentalt dystert mesterværk, der i virkeligheden fortæller om en gruppe unge mænd på sammenbruddets rand. Det grimme og det smukke blandes sammen i det afsluttende kaos i titelsangen, der også afslutter albummet, og når pladen slutter, sidder man tilbage både skræmt og ansporet til mere verdenshad. Det er svært at komme udenom The Cure i rockhistorien, men med “Pornography” fik goth-rocken sit “Dark Side Of The Moon”. Der er ingen lys eller glimt af noget godt i den her magiske musik, der leder tankerne væk fra det hypermoderne tilbage til en tid, hvor alt var analogt, og hvor man mærkede verden, mens man var i den. Her lod man ikke andre leve livet for en, mens man passivt gloede på det. “Pornography” handler om det nøgne menneske i alle tænkelige afslørende situationer. Lyt til det og driv med, mens du sidder langs væggen i et ensomt betonbyggeri et sted hvor The Cure stadig giver mening.
Den anmeldte vinyl er en original fra 1982 i yderst velholdt tilstand, og her har de bare den helt rigtige The Cure-lyd. Godt ned for bas og trommer og godt op for vokal, guitar og synth. Det fungerer, fordi det er meningen.
/JacobG
The Cure – Pornography
Fiction Records 1982
Katalognr: FIXD 7 / 2383 639
Ingen kommentarer