De britiske triphoppere Portishead udgav “Portishead” i 1997 og fortsatte dermed den genredefinerende karriere, der startede med albummet “Dummy”. Den karakteristiske forsanger Beth Gibbons er allestedsnærværende på “Portishead”, og man skal på en eller anden måde acceptere hendes stil og udtryk for rigtigt at elske musikken. Gør man det, er det til gengæld en stor oplevelse at strides igennem denne musikalske milepæl fra sluthalvfemserne.
Overordnet set er musikken sat sammen af instrumentering og samples med hidsige hiphop-beats. Der er lagt stor vægt på at oplevelsen skal påvirkes af vokalens intensitet, og man er fra start til slut totalt forført af Beth Gibbons.
Side A åbner med “Cowboys” og “All Mine”, som begge er dystre stemningsbilleder ikke ulig moderne film noir. Gibbons er både skabet og uhyggelig og musikken trækker på alle mulige gyselige virkemidler. Beatet i “All Mine” er tungt og slæbende, men underligt appellerende. Det understøttes af et orkesteragtigt spor med blæsere, og midt i står Beth Gibbons strålende og synger helt vildt godt.
Uhyggen breder sig endnu mere på side B i “Undenied” der kredser om det umulige i kærligheden. Noget er galt med den hun elsker. Den skingre, men samtidig lidt kælne vokal, opbygger en ubehagelig følelse af vanvid og fortabelse, man ikke sådan lige ryster af sig.
Now that I’ve found you
And seen behind those eyes
How can I
Carry on
Undervejs træder arven fra hip hop tydeligt frem. Som i “Over” hvor der scratches godt igennem, eller som i “Only You”, hvor stemmesamples bliver gentaget som effekt og som ledemotiv til vokalen.
Stemningen på “Portishead” er som taget ud af et syretrip af en film. Der er ikke meget lys og glæde at spore, men til gengæld får man med denne dobbelte vinyl lov at rejse igennem et herligt originalt lydlandskab, der for alvor kan skabe billeder.
Den anmeldte vinyl er et reissue fra 2017, og uden at vide hvordan originalen klarer sig, kan denne udgave på alle måder anbefales. Lyden er både frisk og åben, og den fine produktion får lov at boltre sig. Musikken egner sig forbløffende godt til at blive hørt højt, så når du anskaffer den, så prøv lige med fuld skrue først. Det betaler sig.
Portishead – Portishead
GO! Beat 2017 (1997)
Katalognr: 00602557150995
Ingen kommentarer