I udkantsdanmark er verden ikke helt som man skulle tro. I hvert fald ikke hvis man skal tage C.F. Mortensens socialmetaforiske tekstunivers for pålydende. “Før, nu og aldrig” er dansk country i det lidt lettere hjørne af genren, der krydres med Mortensens poetiske bud på ærlige og direkte tekster med længsler og drømme som gennemgående temaer. I “Rørvig” tænker Mortensen tilbage på det sjællandske Shangri-La, Rørvig, der ellers ikke normalt er associeret med andre så fine steder. Småborgermelankolien er til gengæld fuldt til stede, og der sidder sikkert en livstræt vagabond på havnen i selv samme by og forundres over, hvordan han havnede der.
En aftentur til stranden;
klitter, strand og tang
en vaffelis før færgen
stævner ud for sidste gang
I den eftertænksomme ballade “Sidste afgang med Linje P” bliver poesien dog overrumplet af tørre og ret ligegyldige bogstavrim af ord, der starter med “P”, og selv om musikken til tider lyder som gammel Love Shop, så bliver det aldrig særligt spændende.
Plastik, postkort, porcelæn og platter.
Plakater, piller, pornofilm og pladder.
Pyjamasskjorter, papirer;
ringbind fyldt med lister, noter og kladder.
Lyrikken, der umiddelbart burde bære den ret anonyme musik, er generelt temmelig banal, og benytter sig af slidte metaforer, og C.F. Mortensens vokal er ikke stærk eller interessant nok til at tage musikken på sine skuldre. Der arbejdes med vokalharmonier, der ikke umiddelbart sidder i skabet hver gang, men undertiden løfter det dog det samlede vokaludtryk. Selve universet kredser om temaer fra et menneskes liv, og det er jo grundlæggende en værdi i sig selv, hvis bare man lykkes med at skabe illusionen om, at det liv er mere spændende end ens eget. C.F. Mortensen har helt givet levet et liv med udfordringer, når man på den måde iklæder sine sange en aura af afsavn og fortrydelse. Men man savner et opgør med det hele.
Musikken er udført stilsikkert og sådan set også ganske professionelt, men der vindes ikke nye territorier, og der tages absolut ingen chancer. Som selvudråbt og genredefinerende “Danica” country som pendant til “Americana”, er C.F. Mortensens sange hverken originale eller gode nok til at fremstå som fyrtårnet andre countrymusikere, nu skal sejle efter. Der er med “Før, nu og aldrig” ikke ligefrem skabt en ny tradition indenfor dansk musik. Tværtimod bruger C.F. Mortensen sine kræfter på at benytte sig af allerede kendte virkemidler i både musik og tekst, og var det bare blevet udført med en unik og kraftfuld vokal og en mere eventyrlysten produktion, kunne der måske være andet og hente i de 10 sange end bare et skuldertræk.
Den anmeldte vinyl lyder fint og stille og generelt må man sige, at produktionen er veludført. Musikken er således også velspillet og vellydende.
“Før, nu og aldrig” er lettilgængelig musik, men som den slags ofte er – også hurtigt glemt.
/JacobG
C.F. Mortensen – Før, nu og aldrig
Centraladministrationen 2017
Katalognr: CALP 1705
Ingen kommentarer