Den næste plade i din ufuldendte soul-samling er Issac Hayes’ “Black Moses”. Førsteelskeren og manden bag “Shaft” soundtracket er her på spil med sit allermest klistrede udspil fra 1971, og det er uforligneligt fra start til slut. På dette dobbeltalbum, der skulle blive et af hans mest berømte, fortolkes der klassikere skrevet af andre, men der bliver også plads til enkelte af Hayes egne kompositioner. Det hele er klassisk 70’er soul med rigeligt strygere og vokalkor sammen med et funky band der ellers underspiller sin egen rolle.
I åbneren “Never Can Say Goodbye” får man rigeligt af alt det gode. Isaac Hayes kan som får andre skabe en salig stemning i det musikalske udtryk der helt bogstaveligt letter trykket for en anspændt musikanmelder. Straks hans stemme tager mikrofonen i kærlig behandling, læner man sig en anelse dybere ned i sofaen, og i den over 9 minutter lange fortolkning af The Carpenters “(They Long To Be) Close To You” bliver det decideret voldsomt. De indledende minutter er besat med kor og orkester der let defilerer hen over temaet fra omkvædet, men så, efter ca. 2 minutter, åbner Isaac Hayes ballet med et dybt og blødt: Why do birds suddenly appear…? Og mandens bibelske øgenavn giver pludselig mening.
Her er en mand der med sin karisma og lyd alene kan forføre store folkemængder. Han er indbegrebet af maskulin blødhed, og det er ikke til at stå for.
I det hele taget er “Black Moses” et dobbeltalbum fuld af kærlighed, og det bliver ikke kun ved balladerne. Der er flere relativt funky stykker imellem som “Good Love 6-9969” og “Part-Time Love”. Det gennemgående kærlighedstema fylder dog det meste, og det er i virkeligheden her pladen udmærker sig. “Black Moses” er et genialt supplement til en aften med en lidt fugtig stemning. En aften med sin eller sine bedre halvdele med rigeligt kærlighed og “soul”.
Isaac Hayes er en fed sanger, der både behersker den dybe baryton og en smidig falset. Den rå styrke i hans dybe vokal bærer musikken på en sjælden subtil måde.
Den anmeldte vinyl er en amerikansk original fra udgivelsesåret, og dens lyd er herligt tro mod 70’ernes musikalske traditioner. Der er arbejdet grundigt med det store orkester, og dynamikken er ikke til at tage fejl af. Man kan savne en smule mere bund i trommerne, men så længe Hayes synger, er der bund nok for mig.
I starten af året udkom albummet på ny 180 grams dobbeltvinyl i en remastered udgave, så kan man ikke finde en kopi som denne, så er der stadigvæk ingen undskyldning for ikke at anskaffe sig denne perle.
/JacobG
Isaac Hayes – Black Moses
Enterprise 1971
Katalognr: ENS-5003
Ingen kommentarer