Selv om 90’erne officielt var i fuld gang, da Depeche Mode udgav “Violator”, kunne fans trøste sig med, at lyden på denne klassiker ikke umiddelbart præsenterede sig som mere moderne eller nyskabende. Den fulgte tråden fra “Black Celebration” og “Music For The Masses”, og er – musikalsk set – sammen med efterfølgeren “Songs of Faith and Devotion” på mange måder måske i virkeligheden højdepunktet af Depeche Modes karriere.
Der er fire sange, som for alvor definerer dette album og dermed også Depeche Mode: “World In My Eyes”, “Personal Jesus”, “Enjoy The Silence” og “Policy Of Truth”. Førstnævnte åbner side A med sin minimalistiske synth og elektrobeat og David Gahans stilskabende vokallyd. Tidligere var det nok blevet ved det, men bandet tilfører mere eftertænksomhed med den syntetiske strygereffekt, der underbygger vokalen et stykke inde i 2. vers, mens Gahan forfører med den erotiske og narkotiske drømmerejse, som sangen også er.
“Sweetest Perfection” tager ikke for alvor fat i mig som lytter, men sangen er interessant nok som led i fortællingen om de temaer, Martin Gore skrev om.
The sweetest infection
Of body and mind
Sweetest injection
Of any kind
Som noget relativt nyt introducerede Martin Gore med “Personal Jesus” en sang der var båret af et guitarriff, og det viste sig at fungere ret godt. “Personal Jesus” er en af bandets største hits, og der er på mange måder bare meget, der fungerer godt. Især det drømmende: Reach out and touch faith, der giver genlyd igennem hele sangen. Pludselig bliver det meget nemmere at finde sin egen messias. Måske sidder han lige foran dig, eller måske er det slet ikke et menneske. Fedt er det i hvert fald.
Sidst på side A kan man opleve den udmærkede “Halo” og den lidt mindre interessante “Waiting For The Night”.
Åbneren på side B “Enjoy The Silence” er egentlig en ret banal kærlighedssang, måske til en pige, måske til mere narko. Melodien er drømmende, og omkvædet er virkelig lækkert. Musikken trækker på lækre elektroniske virkemidler og den maskinelle lyd, der opererer i baggrunden, er en god kontrast til synthblæserne, der til tider godt kan virke lidt meget syntetiske.
Albummets bedste sang er “Policy Of Truth”. Introen er skrabet, men så kommer der en ny skør synthlyd, og trommerne slår pludselig så hårdt som organiske trommer med et ægte menneske bag. Der er stadigvæk synthblæsere med, men dem vænner man sig efterhånden til.
“Blue Dress” og “Clean” lukker side B, og de er begge to nede i tempo i ret ens i udtryk. Her det igen det mørkeste Depeche Mode, man kan opleve. I “Clean” synger David Gahan om endelig at være stoffri, og de problemer det medfører inde i hans eget hoved.
“Violator” er et glimrende album man til enhver tid bør have stående i sin samling. Musikken og lyrikken binder en uhyggelig historie sammen om narkorus og kærlighed, og det er ikke svært at forestille sig den verden bandet på det tidspunkt befandt sig i. Vinylen som her er anmeldt er en svensk udgave fra 1990, og den har den rigtige Depeche Mode-lyd. Der er skruet langt nok ned for bassen, til at synthdelene bliver de bærene kræfter. Produktionen er god og velbalanceret, men er man et bas-hungrende monster, der ikke kan få bulder nok, så er det ikke den her plade, man skal glæde sig til. Albummet er bl.a. indspillet i Puk-Studio i Randers, og der er jo altid spændende. Der findes en ny remastered udgave fra sidste år, og den kan måske være interessant, for dem der ikke rigtigt kan affinde sig med produktionen fra 1990.
/JacobG
Depeche Mode – Violator
Mute 1990
Katalognr: Stumm 64
Ingen kommentarer