Når Bohren & der Club of Gore ligger på pladespilleren, og “Black Earth” hensætter min stue til et dystopisk parallelunivers, opdager jeg samtidig, hvad det vil sige at være musikalsk forført i sådan grad, at det ikke længere kun handler om at lytte. “Black Earth” er et dybt poetisk værk uden sidestykke i musikhistorien, og min hjerne skaber instinktivt billeder af et sort jordunivers, der er henlagt i vinterlig lysmangel og tomhed.
Musikken på “Black Earth” er på forunderlig vis en slags metamusik, der spiller musik om musikken. Mens det langsomme beat og det atmosfæriske piano skaber kulissen, dukker saxofonen vilkårligt op som en stemme i et ellers tomt lydmiljø, og på berusende vis sidder man pludselig med opfattelsen af, at det lige var det, man sad og manglede for at fuldende oplevelsen.
I baggrunden buldrer en umådelig dyb bas, som medvirker til opretholdelsen af både uhygge og angst. I åbningsnummeret “Midnight Black Earth” supplerer orgel og bas hinanden i det fåmælte melodistykke, mens trommer mestendels består af whiskers på en lilletromme og et markant hi-hat-slag på 2 og 4. Godt fem minutter inde melodiens rolige bølgeskvulp, tårner saxofonen eksemplarisk op over skumtoppene og understøtter den ubegribelige længsel, de musikalske metaforer fremmaner.
Og sidder man så efter afslutningen på første melodi og venter på at musikken pludselig kaster sig ud i temposkift og skæv rytmik, så bliver man slemt skuffet. For Bohren & der Club of Gore fortsætter deres epos om den sorte jord, hvor der skjult i mørket findes masser af skønhed. I “Maximum Black”, der åbner side B, spiller orgelet sorte akkorder, mens lyset, i skikkelse af klaver og saxofon, gør oplevelsen magisk og kontrastfyldt.
Sidst på side C kan man lytte til den marginalt mere optimistiske “Constant Fear”, der i sin titel ellers ikke efterlader megen grund til glæde og lyssind. Men musikken følger et mere konsekvent beat, mens den lyriske saxofon igen glider over lydmassivet, og der er kan spores små glimt af håb og kærlighed.
Bohren & der Club of Gore spiller i et tempo der tvinger lytteren til at fokusere på de enkelte dele i musikken, og man har god tid til det. Som kompositioner, adskiller de ni numre sig mere fra hinanden, i de billeder de skaber i hovedet end i deres egentlige udtryk. Man kan uden problemer bruge “Black Earth” som supplement til en meditativ rejse gennem et ukendt landskab eller som stemingsskaber, næste gang du udfører blodritualer i din kælder. Meget musik evner at skabe billeder i glimt, men få kunstnere kan som Bohren & der Club of Gore forføre lytteren til at følge med på rejsen ud over den sorte jord eller ned i den dybeste afgrund, som det f.eks. er tilfældet i “Skeletal Remains”.
Den anmeldte vinyl er en genudgivelse af samme album fra 2002. Den lyder forrygende godt, og der er ikke umiddelbart nogen grund til at anskaffe sig en langt dyrere original fra udgivelsesåret. Man kan mærke dynamik og substans helt ind kroppens inderste, og den balance man har skabt i produktionen er ganske enkelt forbilledlig. Man bør anskaffe sig “Black Earth” for at opleve musikken på nært hold. Det giver ingen mening at lytte til musikken på andre medier eller i høretelefoner, for her skal man mærke vibrationerne og lydene i kroppen og ikke bare i ørerne.
/JacobG
Bohren & der Club of Gore – Black Earth
[PIAS] Recordings 2016/Wonder 2002
Katalognr: PIASD5015LP
Ingen kommentarer