I disse tider vælter det ud med genudgivelser af klassiske rockplader fra afdøde stjerner, men enkelte sejlivede koryfæer holder stand og bidrager til genudgivelsesfesten med musik fra deres støvede bagkataloger. Således er Neil Youngs “On The Beach” et godt eksempel på denne trend.
Albummet fra 1974 er blevet vejet og fundet tilpas tungt til, at det tåler et ansigtsløft på ny skinnende vinyl. For kendere er det sikkert ikke vildt attraktivt at købe Neil Youngs musik på ny vinyl, men for folk (som undertegnede) der måske ikke er så velbevandrede i canadierens musik, er der nu mulighed for at nyde det på ny og vellydende vinyl.
“On The Beach” er en rockplade, der først og fremmest er båret af let forvrænget guitar og så Neil Youngs markante vokal, der også synger hans egne tekster. Der ligger et tydeligt folkrock slør over udtrykket sammen med delikate elementer fra både blues og country. Orkestret lader sig supplere med både mundharmonika og orgel, der hver for sig er med til at hæve musikken op over almindelig guitarrock.
På åbningsnummeret, den let optimistiske “Walk On” kan man opleve Neil Young og band i letfordøjelig sing-along, og man kan nemt forestille sig, hvordan det religiøst positive omkvæd, har fået folk til at kaste sig baglæns ned i en lænestol, mens de apatisk konstaterede, at det nok alligevel bare var nemmere at walk on. På den noget mere lyriske og metaforisk mættede “See The Sky About To Rain” får man mere eftertænksomhed og følsomhed for pengene, uden at det dog bliver udvandet, og Neil Young viser, at han mener det.
Some are bound for happiness,
some are bound to glory
Some are bound to live with less,
who can tell your story?
I “Revolution Blues” tærsker Neil Young videre på obligatoriske temaer fra 1970’ernes teksttraditioner, og det er vældig interessant at fortolke på de billeder og de personer, han synger og fortæller om, og de politiske undertoner fornægter sig ikke.
So you be good to me
and I’ll be good to you,
And in this land of conditions
I’m not above suspicion
I won’t attack you,
but I won’t back you.
Albummets titelsang “On The Beach” er et melankolsk udstyrstykke om en mand, der ikke længere kan følge med verden, og det er fundamentalt set bare god musik. Sangen spilles i et slæbende tempo, og den elektriske guitar er sovset godt ind i en hall-effekt, som åbner taget i luften og som maner drømmene frem. I sidste vers knækker Neil Youngs stemme, og han lyder i bund og grund som en ødelagt mand, der i febrilskhed søger efter en flugtvej til et sted, hvor verden ikke drejer så hurtigt.
I det hele taget er de sidste numre på side B nede i et tempo, der ansporer til langt mere eftertænksomhed end de første numre på side A, og faktisk er det her, man får den største oplevelse både musikalsk og lyrisk.
Den anmeldte vinyl lyder godt, men det er ikke nødvendigvis på en ny udgave some denne, at man får den ægte Neil Young-lyd. Der er masser af dynamik i en produktion, der ellers lider under de samme musikalske til- og fravalg som mange andre fra perioden. Bas og trommer er for langt tilbage i lydbilledet i forhold til min smag, men klart nok – det er guitarrock, og det er jo det vigtigste.
“On The Beach” er en god plade, som man kan nyde i mange sammenhænge. Den her fik lov at akkompagnere en omgang gulvvask, og det fungerede meget godt. Bagefter fik man uhæmmet lyst til at tænde bål på stranden, ryge en fed og synge sangene forfra, sammen med en eller anden lejrbålguitarist. Måske sker det en dag…
/JacobG
Neil Young – On The Beach
Reprise Records 2016 (1974)
Katalognr: 9362-49384-9
Ingen kommentarer