For folk som mig, der ikke nødvendigvis er komplet religiøse med deres forhold til rockmusik, findes der alligevel udgivelser, man ikke kommer udenom, når man skal tale om klassikere. Dire Straits udgav i 1978 deres debutalbum af samme navn, og uden at skabe for meget røre, kan man godt argumentere for, at hit-singlen “Sultans Of Swing” måske er verdens bedste rocknummer.
Den perfekte rocksang skal vække de mest primitive følelser i et menneske, og det er præcis det der sker, når man lytter til “Sultans Of Swing”. Her er man overladt til den ubeskrivelige følelse af primitiv musikalsk lykke, første gang Mark Knopfler slår sine riffs an. Det fuldstændige ved netop “Sultans Of Swing” er ikke kompleksiteten eller ekvilibrismen, men snarere så selvfølgeligt det hele virker. Det er som om, melodien er sat sammen af selve grundelementet af musik, og at det derfor fremstår som epicenteret hvorfra alt andet udspringer. I hvert fald bør man starte med side B på denne vinyl. Så får man efter “Sultans Of Swing” den næsten ligeså fede “In The Gallery”, der med sit bluesudtryk lugter af alt andet end London i mørkesort industri.
På side A er åbningsnummeret “Down To The Waterline” selvfølgelig heller ikke til at komme udenom, og signaturlyden fra Knopflers guitarer manifesterer sig således allerede tidligt.
Men ind imellem de store musikhistoriske skæringer, er der også andre mere ligegyldige numre, der ikke for alvor vækker noget i nogen, og det er måske i virkeligheden lidt sådan, man kan have det med Dire Straits. Nok har de lavet tonsvis af hits, men de har også skrevet mange anonyme numre, som ikke rigtigt har den samme essens og substans som de bedste af deres sange.
Glæden ved at finde et eksemplar af netop denne plade, bunder altså i, at der er flere gode numre at finde. Men det er ikke gjort med det. Lydkvaliteten på denne papirstynde 80’er reissue er totalt overrumplende. Helt vanvittig dynamik og stor lyd vælter ud af mine højttalere, og man må underkaste sig den geniale producer i ydmyg respekt for den bedrift. Lyden er gennemført tør, men den klang, der så er blevet plads til, er til gengæld knivskarp. Rytmedelen trækker måske næsten det tungeste læs hvad det angår, og både trommer og bas er placeret uforligneligt i lydbilledet, der ellers er domineret af vokal og guitar.
Man kan roligt investere i den billigste 80’er kopi, der findes på brugtmarkedet, så længe den er velholdt. Der findes næppe udgaver, der lyder ret meget bedre alligevel.
/JacobG
Dire Straits – Dire Straits
Vertigo 1984 (1978)
Katalognr: 800 051-1
Ingen kommentarer