Vibrafonmaskinen Roy Ayers har lavet musik siden starten af 1960’erne, og der findes et omfattende bagkatalog med indspilninger på legendariske Atlantic Records og Columbia både med ham som solist eller med bandet Ubiquity. På denne ret sjældne tredobbelte plade fra 2005, kan man få lov at høre nogle af de numre, der aldrig nåede med på en udgivelse i løbet af 70’erne, hvor det meste er indspillet.
Oplægget er rimelig ligetil. Det er jazzet soul og funk, der udføres af musikere med så meget indfølelse, at man knuselsker det fra start til slut. Musikken er først og fremmest en herlig sammenblanding af melodier, der indimellem lyder som soundtracket til en blacksploitation film eller bare som drivende fed soul. Åbneren “Holiday” er et meget godt eksempel på Roy Ayers finesse. En varm vokal og et tungt beat supplerer den fine og meget åbne lyd fra vibrafonen. Temaet går igen, og musikken udvikler sig ikke vildt meget, men den holder sig tilpas intens til, at man gider den i samtlige syv minutter. Andre melodier som den essentielt funky “Funk In The Hole”, går anderledes stålsat til værks. Her høvler bandet løs på alle tangenter i et ellers stramt opsat funkudtryk med både strygere og blæsere, og det holder fuldstændigt.
Undertiden lyder sangene lidt som en herlig sammenblanding af George Duke og Quincy Jones tilsat vibrafon. Og det må siges at være lidt af et kvalitetsstempel. Ellers er Roy Ayers musik meget lyttevenligt og ansporer i vid udstrækning til løssluppen opførsel og fløjlsbukser med svaj. I den fundamentalt underholdende “Kwajilori” får man mere funk og mere stram rytmik, og det smager rigtigt meget af samtidens diskofunk. Ayers selv synger for, og han bakkes op af et ydmygt kor i omkvædet. Hans stemme er dyb og sprød og egner sig fortrinligt som førsteelsker i et velourklædt funkband under en diskokugle. Vibrafonen holdes diskret i baggrunden, og det klæder musikken, at den ikke er alt for gennemtrængende.
Som et opsamlingsalbum af tidligere uudgivet materiale fungerer det hele upåklageligt, men kender man ikke meget til Roy Ayers, er “Virgin Ubiquity! ” ligeledes en god mulighed for at udforske hans musik fra den periode. Der findes også en Virgin Ubiquity I, som burde være nemmere at skaffe, og den bør under alle omstændigheder være lige så attraktiv som denne.
Vinylen fra 2005 lyder forrygende, og der er en dynamik og et lydbillede i musikken, der kan få smilet frem på selv den mest kræsne audiofile. Der er kun 2-3 numre på hver side, og for nogen borger det for kvalitet. I hvert fald kan man roligt gå ind i kampen for at opdrive en af disse sjældne perler. Den er alle pengene værd, og den indeholder musik, som ikke findes på andre vinyler. God jagt!
/JacobG
Roy Ayers – Virgin Ubiquity II (Unreleased Recordings 1976-1981)
Rapster Records/BBE 2005
Katalognr: RR0042 LP
Ingen kommentarer