Det er tit besværet værd at holde sig orienteret på alverdens blogs og anmeldere, hvis man vil opdage musik, der ikke får airplay på landsdækkende radio. Australske Caligula’s Horse er et godt eksempel på, at man kan være heldig at opdage original og interessant musik, hvis man gider beskæftige sig med de ildsjæle, der giver sig tid til at lytte til ukendt materiale fra hele verden.
Caligula’s Horse er på trods af det tåbelige bandnavn et alletiders bekendtskab og deres tredje udspil “Bloom” fra 2015 er, pånær et par svipsere, et glimrende album, der er navigerer rundt i et progressivt rocklandskab med tydelige træk fra metalmusikken.
Bandets største styrke er en kompromisløs musikalitet. Alle fem musikere i Caligula’s Horse spiller vidunderligt, og deres samspil er beundringsværdigt. De 8 numre på albummet er skåret af samme skabelon, der er herligt usymetrisk og svær at putte i en kasse. Progressivt, jo tak.
I titelnummeret “Bloom”, der åbner side A, giver forsanger Jim Grey en forsmag på sine sublime evner. Han skifter legende let mellem falset og hårdkogt rockvokal, og så progressivt som det kan blive, følger resten af bandet et stramt dynamikforløb, der giver fuldstændig mening. Især når man slet ikke opdager at bandet går over i “Marigold” – et udstyrsstykke af et rocknummer, der virkelig åbenbarer bandets sangskrivertalent. Progressiviteten fungerer helt vildt godt, når bandet veksler mellem afdæmpede passager og de helt tunge dele. Her bliver fortalt en historie, og det er bare med at holde fast ved kanten. Har man en indre headbanger i sig, er “Marigold” dog forfriskende appellerende.
“Firelight” er måske en af pladens svipsere. Det er ikke et decideret dårligt nummer, men Caligula’s Horse benytter sig af virkemidler, der ikke umiddelbart tiltaler. Det bliver lidt for banalt i det musikalske udtryk og vokalharmonierne lyder pludselig som noget fra Eurovisionen. I pladens længste nummer “Dragonfly”, formår bandet at gøre musikken interessant på en anden måde end i “Firelight”, og efter ca. to minutter lyder Jim Grey fuldstændig som Jeff Buckley, og det gør man altså ikke, uden at det giver en vis respekt.
I både “Rust” og “Turntail” er bandet oppe i et friskt tempo, og der er bliver rodet godt med de skæve rytmer. Trommeslager Geoff Irish spiller med et festfyrværkeri af et overskud som en god prog-trommeslager selvfølgelig også skal. Melodierne føles en smule klicheéprægede, men Caligula’s Horse er ikke bange for at være pæne på det område.
Pladens bedste nummer er desværre også det korteste. “Undergrowth” er en stille ballade med vokal og akustisk guitar, og dyrk lige den stemme Jim Grey har! Han når vanvittige toner, i de lidt over 2 minutter sangen varer. Hans åbenlyse sangtalent slår ud i lys lue i den her sang, og det er hverken progressivt eller rocket, men det er til gengæld skrøbeligt og voldsomt følsomt, og det føles passende at slutte et meget afvekslende album på den måde.
Den anmeldte vinyl lyder fint og er relativt støjsvag. Undervejs i produktionen er der dog til gengæld truffet nogle forkerte valg. Når man laver så dynamisk musik, så er det en skam at hverken bas eller de dybe trommer lyder af noget særligt. Der er for lidt fylde i de dybe registre, og det får ret stor indflydelse på det samlede billede. Musikken er simpelthen for flad i mine højttalere, og der gør noget ved den gnist, der ellers er.
Pladen kan dog under alle omstændigheder anbefales alene på grund af den stærke sangskrivning og det musikalske talent, der folder sig ud.
/JacobG
Caligula’s Horse – Bloom
Inside Out Music/Century Media Records 2015
Katalognr: IOMLP 434/0507351
Ingen kommentarer