Her er en lækker top 10, til når man skal have en aften sammen med vennerne i en mørk kælder, eller hvis man mangler soundtracket til en ond aften. Listen er sat sammen af forskellige genrer inden for metalmusikken. Fælles for de her bands er deres ekstreme lyd og univers. Flere af sangene på listen repræsenterer et band, der på den ene eller den anden måde har sat standarter for musikken.
Emperor er måske listens dygtigste band. De her herlige gutter fra Norge har været med fra start på den norske scene, og skabte noget af det mest komplekse og ekstreme musik nogensinde udgivet.
Emperor – Anthems To The Welkin At Dusk
Candlelight Records 1997
Katalognr: Candle 023
Brutal Truth hører til i kategorien Grindcore og er nogle af pionererne indenfor genren. Denne forholdsvis nye plade fra 2009 er super brutal, men også velspillet.
Brutal Truth – Evolution Through Revolution
Relapse Records 2009
Katalognr: RR 7034-1
Svenske Dark Funeral er nogle værre banditter, som hygger sig med eksplicitte, sataniske virkemidler, der først og fremmest skal have en chok-effekt. Nuvel, temaerne er da også rimelig kompromisløse, men musikken er til gengæld også både vild og fascinerende.
Dark Funeral – Diabolis Interium
No Fashion Records 2001
Katalognr: NFR066LP
Dissection er også fra Sverige og bliver af mange betragtet som et af de mest legendariske blackmetal bands med dødsmetal-lyd. Denne plade er da også en vaskeægte klassiker.
Dissection – Storm Of The Light’s Bane
Nuclear Blast 1995
Katalognr: NB 129
I Birmingham kan man fostre noget af det mest ekstreme musik, der overhovedet er skrevet. Udtrykket er voldsomt og forsanger Dave Hunt er fuldstændig vanvittig.
Anaal Nathrakh – The Whole Of The Law
Metal Blade Records 2016
Katalognr: 3984-15489-1
I 1991 udkom denne plade med amerikanske Suffocation, der er med til at repræsentere startskuddet til den amerikanske dødsmetal. Udtrykket er brutalt og skånselsløst.
Suffocation – Effigy Of The Forgotten
R/C Records 1991
Katalognr: RC 9275-1
Legendariske Cannibal Corpse er med deres groteske tekstunivers blevet forbudt i mange lande verden over. Måske er det hele med et glimt i øjet, men i klassikeren “Hammer Smashed Face”, får man det indtryk, at de mener det for alvor.
Cannibal Corpse – Tomb Of The Mutilated
Metal Blade Records 1992
Katalognr: ZORRO 49
Amerikanske Cattle Decapitation har måske ikke opfundet verdens bedste bandnavn, men de er super brutale indenfor genren deathgrind. Denne plade er deres seneste.
Cattle Decapitation – The Anhtropocene Extinction
Metal Blade Records 2015
Katalognr: 3984-15396-1
Nile er amerikanere, som spiller egyptisk-inspireret teknisk dødsmetal. I denne afkrog af metalmusikkens mørke, kan man opleve brutal og tonstung dødsmetal for fuld udblæsning.
Nile – Amongst The Catacombs Of Nephren-Ka
Relapse Records 1998 (2006)
Katalognr: RR-6983-1
Fra Polen kommer Behemoth og lige nu må de regnes for at være et af genrens største bands. De spiller en form for blackened death-metal, der arbejder med sataniske virkemidler. De er voldsomt populære i det meste af verden, og fremstår som ærkemodstander af den katolske kirke i Polen.
Behemoth – Demigod
Regain Records 2004
Katalognr: RRLP 048
Ingen kommentarer