Der er måske ikke altid gode grunde til at genudgive sine gamle værker, udover dem, at det kan generere ny opmærksomhed for et glemt album, eller at det simpelthen giver lidt ekstra skillinger i kassen. For Metallicas vedkommende behøver “Ride The Lightning” næppe ny opmærksomhed, og bandet hører fortsat til et af de bands i verden, der tjener mest på deres musik. Men for “Ride The Lightning” og Metallica er der måske alligevel en anden og meget bedre grund til at genudgive et album fra 1984.
Denne nye udgave fra i år har været en tur igennem remaster-mekanikken, og det kan jo får enhver audiofil til i det mindste at løfte det ene øjenbryn i afdæmpet begejstring. Og lad det være sagt med det samme, at der ER sket et eller andet på lydsiden, omend den nye remaster ikke ligefrem revolutionerer Metallicas lyd.
Det første man lægger mærke til er, at det hele buldrer mindre. På de originale indspilninger mudrer lydbilledet så meget, at det til tider bare opleves som en ukontrolleret torden. På denne udgave er der arbejdet med dynamikken, og selv om Cliff Burtons bas stadigvæk er for lav, så kan man i det mindste bedre skelne den fra guitarerne. Trommerne har også fået en anelse mere substans og dybde, men der er stadigvæk for meget slag og for lidt bund. Der er således rigeligt med smæk på når Metallica vældigt metaforisk bevæger sig rundt i et tekstunivers om den lidet flatterende fornøjelse, det er at blive stegt i den elektriske stol. Tsk tsk – ungdommen i 1984!
Som alt det tidlige Metallica er det de simple virkemidler, der bærer musikken, og der findes vel næppe et nummer med dem uden mindst én fed guitarsolo. Trommer og bas er direkte uinspirerende, men Hetfields vokal er fed og Kirk Hammett er for vild, og det er sådan set det. Når man lytter til moderne metal, er det helt andre ting, der er på spil. For Metallica i 1984 handlede det om chokeffekt og om fede riffs og akkorder og så de forbandede virkemidler! Kirkeklokkerne i “For Whom The Bell Tolls” var i 1984 et ærkevirkemiddel på højde med Freddie Krugers knivhånd og Jasons ishockeymaske (ham fra “Fredag d. 13 filmene”). Den uhyggelige effekt havde langt større virkning på en stenet teenager i 1984, end den har i dag. I dag griner vi bare af Freddie og Jason og de usle, næsten komiske ideer, man havde. Godt at “Fade To Black” starter blidt, så man, ovenpå sådan en omgang, lige kan flette fingre med hende nede fra ungdomsklubben, der ikke for alvor bryder sig om det der hårde musik. I “Fade To Black” skorter det heller ikke på de rigtige virkemidler, og det klædte Metallica at skrive et nummer, der kunne minde om en ballade, uden at det på noget tidpunkt blev 80’er-latterligt.
“Trapped Under Ice” og “Escape” må betegnes som to af de glemte Metallica-numre. Dem man springer over, når man hellere vil høre mesterværkerne “Creeping Death” og “The Call Of Ktulu”. “Ride The Lightning” er et fedt album, og selv om der er øjeblikke, der hurtigt bliver glemt, så er Metallicas andet album en tidløs klassiker, som bør være en del af enhver pladesamling. En original fra 1984 ligger i den dyre ende på brugtmarkedet, men denne nye remaster er rimelig billig. Nogle puritanere vil argumentere for, at Metallica skal høres i deres rene form fra 1984, men vover man pelsen med denne 2016 udgave, får man Metallica i fin form og det lyder stadig som for over 30 år siden. Gudskelov.
/JacobG
Metallica – Ride The Lightning (Remastered)
Blackened Recordings 2016 (Megaforce 1984)
Katalognr: 00602547885241
Ingen kommentarer