Der findes fundamentalt set to slags mennesker. Den ene er den slags, der aldrig har hørt Pink Floyds “The Dark Side Of The Moon”. Til dem kan man på beroligende vis starte med at slå fast, at albummet IKKE handler om astronomi og rumfart, men om den mørke side af selvet. Den del man ikke kan se, og den del der er farlig og kold. Månen – et billede på livet – en metafor for et liv, der faktisk viser sig at være goldt på begge sider. Roger Waters er manden bag teksterne og i hans konfliktfyldte sind opstår fortællingen om et menneskeliv på godt og ondt, men mest ondt. Og med det bankende hjerte – det pulserende urværk – indleder “Speak To Me”, og er man ikke til lydeffekter og samples i denne tidlige og meget jomfruelige form, så vent bare til “Breathe (In The Air)”.
Long you live and high you fly
And smiles you’ll give and tears you’ll cry
And all you touch and all you see
Is all your life will ever be.
Bittersødt og ikke uden bagklog visdom fortæller stemmen, at dit liv er, hvad du selv gør det til. Ingen fantasifulde undskyldninger for, at livet ikke arter sig, og ingen romantiske floskler man kan klamre sig til. Går det for stærkt, kan du godt forberede dig på at dø ung.
For long you live and high you fly
But only if you ride the tide
And balanced on the biggest wave
You race towards an early grave.
Musikken der understøtter de fantastiske tekster kan beskrives som klassisk Pink Floyd med store klangflader på guitaren og synthesizerspor, der både smager lidt af 70’ernes syrerock, men også af noget helt unikt. Det vekslende, men aldeles glimrende korarbejde bidrager til den dramatiske dynamik over hele albummet. I “Time” kulminerer virkemidlerne, og det er både blidt og svævende – næsten drømmende – og stålsat rockende. Igen bevæger teksten sig afsted med et deterministisk verdenssyn, hvor livet – det ene ting man gerne vil have kontrol over – faktisk bare sker for øjnene af det passivt anskuende menneske.
So you run and you run to catch up with the sun but it’s sinking
Racing around to come up behind you again.
The sun is the same in a relative way but you’re older,
Shorter of breath and one day closer to death.
Og hvor andre sange på pladen typisk forholder sig til livet op til det uundgåelige – nemlig døden, analyserer den tekstløse “The Great Gig In The Sky” oplevelsen, der venter for enden af stigen. Hvorfor bruge ord til at beskrive, hvad ingen mennesker alligevel evner at beskrive. En smukt udført ballade skrevet af pianisten Richard Wright med ordløs vokal af den forrygende sangerinde Clare Torry, der afslutter side A.
På side B reflekterer teksterne over penge og den magt de har over folk i “Money”, og i “Brain Damage” får det tidligere bandmedlem Syd Barretts mentale tilstand en gennemgribende analyse, der smukt men ikke uden ironi runder af med et I’ll see you on the dark side of the moon. Jo virkelig, den er god nok, den der med månen. For i “Eclipse” tordner bandet med fuld kraft mod den sidste, altafgørende strofe som uden omsvøb fortæller, at månen, den lille kolde fætter, der bare hægter sig til Jorden, har magten til at skygge for solen, så alt det man havde taget for givet i lyset, alligevel bare kan overskygges af månen, metaforen for livet. Og skulle det ikke være nok, så lyt godt efter det sidste citat, inden pladen slutter helt:
There is no dark side of the moon really. Matter of fact it’s all dark.
Tekst og musik går op i højere enhed på Pink Floyds enestående album. Bandet benyttede sig af indspilningsteknikker og udstyr, som andre bands ikke kunne drømme om, og produktionen efterlader da også lytteren i musikalsk ekstase. Selv om det hele er ved at være gammelt, får man lov at høre hvorfor Pink Floyd regnes for pionerer inden for musikproduktion og -komposition. På denne nyere 180 grams vinyl er der selvfølgelig ikke noget at sætte en finger på. En 1. udgave fra 1973 koster kassen, men den kunne være lækker at sammenligne med. Der findes urimeligt mange udgaver af “The Dark Side Of The Moon”, men man kan roligt investere i denne udgave, hvis det bare er lyden man går efter.
Albummet er ikke så let tilgængeligt, men det er der ikke meget Pink Floyd, der er. Musikken kræver en indsats af lytteren. Bandet forventer, at man sætter sig ind i koncepterne og bruger teksterne til mere end bare fyldstof. Der er tænkt over alle detaljer, og der er ikke en akkord eller en harmoni, der ikke skal være der. Tiden sammen med “The Dark Side Of The Moon” går hurtigt, og det er ikke et langt album, men hele tematikken og de ret klare budskaber afbilleder en tid, der havde brug for udøvende kunstnere, for hvem berømmelsen ingen betydning havde. Det mangler vi desværre i høj grad også i dag. Brug derfor Pink Floyd som et stykke livsbekræftende men også eftertænksom musik, hvis formål i virkeligheden bare er at få folk til netop at tænke.
/JacobG
Pink Floyd – The Dark Side Of The Moon
Harvest / EMI 2011 (UK)
Katalognr: SHVL 804 / 50999 029876 1 3
Edit: 3/10-2017
Efter at have anskaffet den nye remastered udgave fra 2016, skal der hermed ikke herske nogen tvivl om, at det er den udgave alt andet skal måles efter. I forhold til ovenstående version, er denne udgave langt mere åben i lyden og nærmest sammensat til perfektion. Vinylen er helt stille og flot blank som ny vinyl skal være, og det smukke cover med en lækker ru overflade trækker også den samlede oplevelse op. Køb den og du behøver ikke andre udgaver.
Pink Floyd Records 2016
Katalognr: PFRLP8 / 5099902987613
Ingen kommentarer