Hvis man kan blive kendt på at være den saxofonist, der altid stod i skyggen af samtidens mere eksperimenterende og indflydelsesrige musikere, så er det muligvis sådan, det forholder sig for Hank Mobley. Først i en relativ sen alder kom han for alvor i gang med sit saxofonspil, men han nåede alligevel at spille sammen med både Miles Davis og i The Jazz Messengers, som blev anført af trommeslageren Art Blakey, der også spiller med på “Soul Station”.
I navnet “Soul Station” ligger der en klar henvisning til den bløde og melodiøse fremtoning, der først og fremmest kendetegner dette lækre album. På de seks numre, hvoraf de fire er Hank Mobleys egne kompositioner, får man først og fremmest lov at høre Mobley som bandleder og som solist. Han buldrer ikke derudaf som John Coltrane, for han er ikke nær så kompromisløs. Han kan bedre beskrives som melodibetvinger og soulakrobat, og på åbningsnummeret “Remember” indleder den luftige og sprøde saxofon da også med en blød soul ikke ulig klassisk crooner. Undervejs får Mobley dog drejet tonen mere skarpt og i hans egne kompositioner, er det hele en smule mere direkte.
Den velspillende kvartet får måske lidt for meget “lyd” af stort rum, som ikke umiddelbart klæder musikken, men det er poleret og ekstremt vellydende, selv om det er indspillet i 1960. På “This I Dig Of You” får den store lyd lidt for meget plads, og der er undertoner af carbaret eller dansehal. På “Dig Dis” er der mere substans i melodien, men effekten på saxofonen er den samme som på de forrige numre, og det bliver en anelse for poleret.
På “Split Feelin’s” eksperimenterer bandet med lidt alternative rytmer, og det klæder musikken at løfte sig selv ud af middagsselskabets småborgerlighed, selv om det kun er relativt kort. Bandet spiller igen lækkert og Hank Mobley spiller fornemt omend lidt forudsigeligt. Titelnummret “Soul Station” og sidste nummer “If I Should Lose You” er pladens bedste. Der god melodi i begge numre og særligt sidstnævnte fremstår stærkt, som fortællingen om resten af albummet.
“Soul Station” er en ukompliceret hard bop plade, og skulle man liste sig til at smide den på, mens man er i godt selskab en mørk aften, så kan det ikke udelukkes at stemningen stiger markant. For selv om pladen er forudsigelig og melodierne ikke er kompositoriske mesterværker, så rammer Hank Mobley den stemning i mennesket, som er JAZZ. Benene overkors og en drink i højre hånd. Det øverste ben følger takten med en vippende fod, og du lytter intellektuelt til den samtale, du har kørende. Jo, Hank Mobley er for folk med hang til afslappende stunder, der kræver et solidt soundtrack af velspillet saxofonjazz.
Den anmeldte udgave er en genudgivelse fra 2014 fra firmaet Music Matters. Den findes i en 45 rpm og en 33rpm, og denne 33 rpm overgår enhver fantasi, når det kommer til åbenhed og lydkvalitet. Det er ubegribeligt, hvordan musik der er indspillet for over 50 år siden, stadigvæk kan sætte moderne musik til vægs. Det er et faktum at vinylerne fra Music Matters lyder helt forrygende godt. De koster mere end standardvinyl fra Blue Note, men til gengæld får man både album cover og vinyl af særlig høj standard. “Soul Station” i originaudgave fra 1960 er ikke til at komme i nærheden af både på grund af antallet og ikke mindst prisen, der på Ebay godt kan snige sig over 1000 dollars.
Heldigvis er den anmeldte udgave noget mere humant prissat, men den er kun udkommet i begrænset oplag, så hvis den frister, er det en god ide at købe nu.
/JacobG
Hank Mobley – Soul Station
Blue Note/Music Matter (1960) 2014
Katalognr: MMBST-84031
Ingen kommentarer