Det er meget sjældent, at liveplader giver samme eller måske større oplevelser end originalerne fra de kunstnere, man sådan gennem årene har stiftet bekendtskab med eller ligefrem har elsket. Svenske Katatonia udgav sidste år “Sanctitude”, i forbindelse med den tour de var på efter udgivelsen af “Dethroned & Uncrowned”. Et album som var en akustisk studieversion af den forrige plade “Dead End Kings”, som er noget tungere og ret beset en form for goth-metal/rock. På “Sanctitude” optræder bandet live i Union Chapel i London, og spiller et langt akustisk sæt med en del sange fra “Dethroned & Uncrowned”, men også flere sange fra deres store bagkatalog. Og det her album er simpelthen fantastisk!
Allerede i første nummer er der gåsehudsgaranti. “In The White” fra albummet “The Great Cold Distance”, er klasser bedre end originalen her i denne akustiske version, og bandet spiller så godt sammen, at men knapt kan fatte, at det er live. Det store trommeudstyr, der traditionelt set er med i rock og metal, er valgt fra, og det virker som et fornuftigt træk. De bærende kræfter er de mange guitarer og ikke mindst Jonas Renkses vokal, der sammen med fornemt korarbejde fra resten af bandet fuldstændig overrumpler lytteren, og man fortaber sig helt i den mystiske tekst og de mørke tanker, der altid opstår i selskab med Katatonia. Sidste omkvæd er smerteligt smukt, og det er svært at holde spontane tårer på afstand. Læs bare her:
So I found you
Found a way all through
The quiet cold of inner darkness
And now that you’re here
It becomes so clear
I have waited for you always
Efter et beskedent Thank you fra Renkse, fortsætter bandet deres søgen efter nye dybder i deres musik med den lidt nyere “Ambitions”, og også her tager den svenske melankoli fuldstændig pusten fra lytteren, omend det ikke helt så barskt som i første nummer. Igen fungerer samspillet på guitarer og bas helt vildt godt, og det komplimenteres fornemt med en let synthflade i baggrunden. Generelt løfter det en unplugged-plade som denne, at bandet er så dygtige, som de er, men uden en overlegen produktion, ville meget af dynamikken fra studieindspilningerne gå tabt. På “Sanctitude” er der tænkt over detaljerne. Her er masser af dynamik, og man kommer ikke sovende til den slags store bedrifter.
I “A Darkenss Coming”, som åbner side B, krydrer bandet musikken med lidt percussion, og det virker forfriskende uden at være anstrengende, og det virker igen helt gennemtænkt. Og sådan cirka midtvejs igennem side B opdager man, at det her musik har en forunderlig sammenhængskraft. Når bandet spiller live og kun afveksler med lidt synthkrydderi og lidt percussion, så glemmer man, at man lytter til 17 forskellige numre. I stedet begynder oplevelsen at mudre og numrene glider sammen til en lang og trist men uimodståelig fortælling, der tryllebinder helt til slut. Der er tidspunkter i forløbet, hvor musikken betager mere end på resten af pladen. På side C får “Lethean” vandet til at stige i øjnene igen, og den vemodige og triste tekst er næsten ikke til at holde til:
To run along the freeway
To weigh one’s heart against the oncoming dark
You left me with the pills
We had plans but you couldn’t make it
Through the trees
What took you so long
The high grass
What took you so long
Det første af tre lækre ekstranumre “Omerta” fungerer vildt godt i sin akustiske udgave, og læg gerne igen mærke til det fornemme korarbejde. Katatonia lukker koncerten med “The One You Are Looking For Is Not Here” med norske Silje Wergeland som supplerende leadvokal, og det efterlader et smukt indtryk.
Det heldige publikum kan se tilbage på en ret unik oplevelse, der heldigvis blev foreviget på både vinyl og dvd, hvis man gerne vil have billederne med også. Albummet er udkommet på dobbeltvinyl, og den lyder aldeles fremragende. Vinylen er fuldstændig støjfri, og produktionen er bare vidunderlig og på et uhørt højt niveau for en liveplade. Kender man ikke Katatonia, kan man fint starte her. Brug bare “Sanctitude” som springbræt til nogle af de andre spændende udgivelser, svenskerne har bedrevet igennem 23 år.
/JacobG
Katatonia – Sanctitude
Kscope 2015
Katalognr: Kscope878
Ingen kommentarer