I anledning af Record Store Day og bandets milepælsagtige 16 års jubilæum, udkom Blunt med “…And Bacon For All” i april måned. Bandet, som kommer fra Aarhus, er efterhånden et relativt kendt liveband på de kanter.
Blunt spiller metalreggae på den folkelige måde, og på denne 10” vinyl har de samlet 6 sange fra deres 16 år lange bagkatalog. Musikken afvikles med grundig reggaerytmik og med de obligatoriske guitarriffs, genren er kendt for. Forsanger Jimmie Tagesen synger dybt og lyder som en brutal gadedreng med glimt i øjet. Sådan en man ved første øjekast kunne lade sig intimidere af, men som faktisk viser sig at være alle tiders hyggelige fyr. Sådan er Blunts musik også. De smidige reggaerytmer bliver krydret med metalliske riffs og en markant mørkere lydsilhouet. I “Everybody In The Hive” får man lidt fra begge verdener. Det er slet ikke så tosset, og i en mindre poleret udgave – f.eks. live, kan musikken garanteret sætte skub i enhver halvdød fest.
Der er generelt et højt energiniveau på de seks numre, og det afspejler nok meget godt, hvad bandet de sidste 16 år har stået for. Genren er relativt smal og måske har Blunt et uforløst potentiale, når man efter 16 år kan udgive en opsamlingsplade, der ikke bliver nævnt mange steder. Vi er glade for at få muligheden for at lytte til Blunt på vinyl, og vi håber, at bandet vil udgive endnu mere på formatet. Især fordi festpotentialet i deres musik er kæmpestort. I “Mr. Dynamite” kommer der blæsere på, og det understøtter et i øvrigt svinsk funky nummer på fornemmeste vis. Produktionen er en anelse ubalanceret og måske fylder blæserne endda til tider lige rigeligt, men det er lækkert nok alligevel. Man kan høre, at bandet forsøger sig med andre virkemidler i de seneste udgivelser, og åbningsnummeret “Reggae Da Nation” fra 2003 er da også væsentligt tungere end de to sidstnævnte.
Titlen “…And Bacon For All” henviser i øvrigt til den fine tradition bandet har praktiseret over en årrække, hvor de til deres koncerter serverede stegt bacon til fansene. Man kan kun bifalde et så kreativt indslag og samtidig gnække skælmsk over deres coverdesign til dette album. Vi venter spændt på at høre Lars Ulrichs reaktion og eventuelle søgsmål, der nok skal kaste Blunt ud af den Aarhusianske musik-undergrund.
Vinylen lyder okay uden at være helt støjfri. Vi savner noget mere liv i produktionen, og måske findes det også i originaludgaverne. I hvert fald lider trommerne en smule i den ret flade dynamik. Coveret er lidt for tyndt, og der er ikke rigtigt kælet for detaljerne. Nuvel – da dette er en jubilæumsudgivelse, lever vi med det, men vi ser til gengæld også frem til at høre mere af deres musik på vinyl. Måske en nyudgivelse med mere øje for detaljerne?!
/JacobG
Blunt – …And Bacon For All
Intet label 2016
Intet katalognr.
Record Store Day Special
Ingen kommentarer