Fire simple akkorder indleder denne skelsættende plade. Fire småskæve akkorder uden distortion men med fornemmelsen af noget stort. Stigende op fra den dybeste musikalske afgrund buldrer forsanger Mikael Åkerfeldts demoniske growl i sekundet efter: Ghost of mother! Og de fire akkorder står tilbage som et fascinerende afsæt til en af musikhistoriens allerbedste albums.
“Ghost Of Perdition” hedder første nummer, og fra start til slut er sangen et stilstudie i dynamisk afveksling og virtuos musikailitet og sangskriverkunst. Mikael Åkerfeldt cementerer her, at der er en grund til, at Opeth er populære i vide kredse og endda i ørerne hos folk, der ikke normalt lytter til ekstrem metal. “Ghost Of Perdition” er skizofrent og manisk og skifter humør og lune, så man bliver forpustet, men det er også smukt og poetisk og ind imellem grusomt brutalt. I over 10 minutter glider man gennem Åkerfeldts magiske univers, der efterlader spor i sindet, hos alle der giver musikken den chance, den fortjener.
Mikael Åkerfeldt er en sand mester i kunsten at udføre komplekse værker. Han skriver progressiv musik, der sjældent benytter sig af konforme greb, men alligevel er han ikke bleg for at benytte sig af meloditemaer, man kan huske. Det gælder for de fleste af Opeths sange, og det er netop det, der gør dem så attråværdige. “Ghost Of Perdition” er så fuld af nuancer og så gennemgribende en æstetisk oplevelse, at den sang alene beriger lytteren med flere musikalske oplevelser end de fleste gennemsnitlige rock albums formår gennem ti sange.
Men Opeth skriver ikke dårlige sange, og anden sang på side A, “The Baying Of The Hounds” fortsætter hvor “Ghost Of Perdition” slap. En ny formel og en ny tekst, men grundlæggende den samme progressive tilgang. Åkerfeldt er bister og musikken er konsekvent. Det bliver aldrig trivielt eller kedeligt at lytte til Opeth, og i “The Baying Of The Hounds” kan man opleve fine vokalharmonier og jazzede undertoner, og det underbygger til fulde den fornemmelse, man sidder tilbage med efter endt lytning: At musikken er en historie bygget op efter et episk fortællemønster. Det bliver aldrig gentagelse på gentagelse af letgenkendelige vers og omkvæd, og i virkeligheden må det nok være Opeths største styrke.
På side B får man mere af samme skuffe som på de to første numre. 8 minutters melodisk dødsmetallisk lyrik med akustiske virkemidler og musikalitet af en anden verden med “Beneath The Mire” og den helt blide og hypnotisk beroligende “Atonement”. Begge numre er vaskeægte Opeth, og særligt førstnævnte lægger sig tæt op af de to numre på side A, og sammen står de for noget af det bedste og mest inspirerende musik nogensinde udgivet.
Men så på side C… “Reverie/Harlequin Forest” åbner ballet på LP nummer to. Og så får man igen en oplevelse af, at Åkerfeldts genialiteter bare aldrig hører op. Et prægtigt stykke musik udfordrer dine ører i næsten 12 minutter, og igen får man lov at opleve nye fortælleveje i den Åkerfeldtske musikverden. Bandet udfører på mesterlig vis det storladne epos fostret i Åkerfeldts hoved, og når han selv ca. fem minutter inde i nummeret poetisk synger: They are the trees, kaster man sig bare hengivent for svenskerens fødder. Her ophører al saglig kritik af mesteren og hans svimlende talent. For fanden hvor er det bare godt!
Efter den tur kommer man helt ned i tempo med “Hours Of Wealth”, hvor man kan opleve Opeths efterårsfarvede lydbillede i en helt utrolig stemningsfuld ballade, der også åbner op for Åkerfeldts mere lyriske sangstemme, der har farve og varme, og i virkeligheden er det svært at forestille sig, at det er den samme stemme, der også kan være så knusende brutal. Man kan altså høre, at musikken kommer fra noget helt specielt, og skulle man stadigvæk være i tvivl, så lyt til den hårrejsende “The Grand Conjuration” der åbner side D eller den helt afdæmpede “Isolation Years”, der værdigt afrunder en mytisk rejse igennem en verden af lyd, som ingen andre bands formår at skabe.
Opeth hører til på vinyl. Musikken er ekstremt velproduceret, og kompleksiteten fortjener det bedste af alle verdener. Denne udgave er et reissue fra 2013 og den lyder smukt. Der findes også udgaver fra 2005, som kunne være interessante at høre. Brug god tid på denne plade, og giv den den chance den fortjener. Når først Opeth har åbnet sine døre for dig, er man fan resten af livet. Det her musik er der ingen andre, der kan lave. Vi elsker det!
/JacobG
Opeth – Ghost Reveries
Roadrunner Records 2013 (2005)
Katalognr: RRCAR 8123-1
Ingen kommentarer