De første 20 minutter af Dire Straits’ “Love Over Gold” er en af rockhistoriens helt store oplevelser. Igennem 14 minutters “Telegraph Road” og 6 minutters “Private Investigations” er man hensat i total musikalsk ekstase. Her udfolder Mark Knopfler og co. deres gudsbenådede talenter, mens verden kaster sig for deres fødder i ren overgivelse.
“Telegraph Road” er en episk fortælling om en rejse gennem et landskab langs en vej, der fortæller sin livshistorie. Hele værket er et kompositorisk mesterstykke og er et fornemt eksempel på, hvordan musik kan bruges til at fortælle komplekse historier. Musikken understøtter den glimrende tekst, og der opstår en følelse af at rejse igennem et musikalsk landskab med billeder svævende foran lukkede øjne. Undervejs kommer vi igennem trafikmylder og byer opstået ud af ingenting og rygende fabrikker, alt imens sangens hovedperson til sidst fortrydende konkluderer at:
‘Cause I’ve run every red light on memory lane
I’ve seen desperation explode into flames
And I don’t wanna see it again
I Private Investigations træder Dire Straits hårdt på bremsen. Kompositionen er helt fortryllende og overraskende, og man kniber en melankolsk tåre allerede i starten, når den spanske guitar spiller det mindeværdige tema. Lyrikken er langt mere indadvendt og mere metaforisk, men stadigvæk interessant. Det er dog helt klart musikken og ikke mindst guitarspillet, der giver “Private Investigations” regulær kultstatus blandt fans og musikelskere i al almindelighed. Mark Knopflers guitarspil, hvad enten det er på spansk eller elektrisk, er både poetisk og virtuost. Han kombinerer det med den store lyd af klaverakkorder, der næsten bliver tævet ned i klaverituret, og så en utroligt vellydende rytmesektion.
Resten af albummet er klassisk Dire Straits, men er en anelse mindre interessant. “Industrial Disease” er lidt småirriterende, fordi den føles anmassende og flad, men både “Love Over Gold” og “It Never Rains” er fine eksempler på Mark Knopflers kreative overskud som sangskriver. Begge sange rummer både lidt af den hidsighed og den poesi, de to første har så rigeligt af. De fremstår dog knapt så helstøbte, men det er stadigvæk tydelig Dire Straits.
Vinylen er en helt billig britisk udgave fra udgivelsesåret 1982, og selv om selve pladen er meget tynd, så er lyden overrumplende god. Mark Knopfler ved godt, hvad der skal til for at producere god musik, og på “Love Over Gold” kan moderne bands og producere lære en sund lektie i dynamik og vellyd. Køb pladen for at opleve de to første numre på side A. Den findes i urimeligt mange udgaver, men enhver udgivelse fra 1982 bør være pengene værd, hvis den ellers er i god stand. Nyd det!
Dire Straits – Love Over Gold
Vertigo 1982
Katalognr: 6359 109
Ingen kommentarer