Elsker man “Grace” endnu mere, fordi Jeff Buckley er død og kun nåede at lave dette ene album eller har albummet opnået kultstatus, fordi han på mystisk vis druknede, inden han nåede at udgive mere? Er det bare frivillig tvang, at man skal elske det, fordi det er sælsomt og trist og melankolsk og masochistisk at lytte til, fordi det er så ubegribeligt trist, at et så indlysende sang- og sangskrivertalent ikke fik lov til mere? Eller er det i virkeligheden meningen med det hele, at “Grace” er så komplet et album, at det indeholder alt, hvad Jeff Buckley bestod af som kunstner, og at vi derfor skal elske det højt og ikke ærgre os over, at vi ikke fik mere?
Jamen hvornår skal man så lytte til “Grace”?
Gør det i bussen, når du sidder og stirrer tomt ud på alle de mennesker, du ved ikke deler din oplevelse lige nu. Gør det når verden alligevel ikke giver mening og regndråberne på dit vindue har haft et vildere liv end dem du glor på, og gør det først og fremmest, når du vil bevæges. Få ting i denne senmoderne verden kan efterhånden vække de føleler, som Jeff Buckley kan, og når du lytter til “Lover, You Should’ve Come Over” får man en smag af den længsel, de spildte bedrifter ud i kærlighedslivet kan give.
Sometimes a man gets carried away, when he feels like he should be having his fun
And much too blind to see the damage he’s done
Sometimes a man must awake to find that really, he has no-one
Og så er det sgu for sent du gamle. Vågn bare op af dit selvfede egotrip og opdag, at verden har flyttet sig, mens du havde travlt med at skelne mellem godt og mindre godt. Alene kan du så sidde der, mens du i vage vendinger forsøger at genfinde dine egne camouflerede kvaliteter. Så rammende er lyrikken på “Grace”, og det fortsætter over i musikken og vokalen og tiden står helt stille, når Buckley præsterer noget af det ypperste nogensinde i “Corpus Christi Carol” i den britiske komponist Benjamin Brittens udgave fra 1933. Her bevæger Buckley sig i en toneart, der er en kastratsanger værdig og den afsluttende tone er et definerende øjeblik i rockhistorien.
Sådanne andre øjeblikke kan man også opleve i “Halleluja” og Dream Brother”. Sidstnævnte er en klagende og poetisk sang med et forbløffende medrivende tema, der bygges op af atmosfæriske klangflader og en helt specielt lyd på guitarerne. Buckleys stemme er igen omdrejningspunktet, og han bevæger sig ubesværet fra grædende til klagende til afklaret og tilbage igen. Man kan lytte til den stemme for evigt uden at trættes af den, og man spørger sig selv, om det kan være rigtigt noget af det.
På hele albummet svæver der en besynderlig melankoli og en ømhed, som er ganske uafrystelig. Musikken lugter af våd asfalt og blæsevejr. Jeff Buckley er en stjerne og hans musik bør alle mennesker lytte til på et tidspunkt i deres liv. “Grace” er et eksempel på, hvordan en kunstners skabertrang manifesterer sig skræmmende nær det perfekte. Kender du albummet, ved du det allerede, og du elsker det helt sikkert. Kender du ikke albummet, så køb det på vinyl og få alle nuancerne med i hans vilde stemme. Lyt til det i stilhed og mærk hans nærvær, mens han i al beskedenhed tager afsked inden det overhovedet begyndte.
This is our last goodbye
I hate to feel the love between us die
But it’s over
Just hear this and then i’ll go
You gave me more to live for
More than you’ll ever know
/JacobG
Jeff Buckley – Grace
Columbia 2015 (1994)
Katalognr: 88875147701
Ingen kommentarer