Et vaskeægte vinylfund! Vores kendskab til denne gruppes musik er relativt begrænset, men coveret stod alligevel og ventede på at fortælle en spændende og interessant historie til os. Vi tog pladen med hjem, erhvervet for en flad 50’er, og smed den på. Stor og avanceret musik spreder sig med det samme. Intelligent musik ovenikøbet – Hvor lækkert!
Vi kunne godt have benyttet en wiki-kilde til at læse op på alverdens vigtig viden om Emerson, Lake og Palmer – og det gør vi nok også, men den viden der ligger til grund for denne anmeldelse er udelukkende den, vi erhvervede ved gennemlytningen af “Trilogy”. Det virker fra start, som om dette er en konceptplade med et episk fortalt indhold, der forløber igennem pladens ni numre af meget forskellig længde og tilgængelighed.
Denne musik er avanceret for sin tid – den er fra 1972 (Tak alligevel Wikipedia). Her benyttes både synthesizer og orgel og atmosfæriske effekter på de øvrige instrumenter. En lækkerbidsken for kendere tror vi.
Pladen indeholder også det vi betragter som et vaskeægte hit, nemlig sangen “From The Beginning”. Efter de første tre relativt psykedeliske numre er “From The Beginning” helt klart det nummer, der giver denne plade den ærefulde titel af “vinylfund”.
Mangler man et soundtrack til en aften på syre eller til musik, der lyder som velkendt 70’er rock, så er “Trilogy” det oplagte valg.
Anmeldte udgave er fra udgivelsesåret 1972 i en skandinavisk udgave. Den lyder smukt og er aldeles velholdt, så kan man finde sådan en karl, er man en lille smule rigere – i hvert fald rent musikalsk.
/JacobG
Emerson, Lake & Palmer – Trilogy
Island Records 1972
Katalognr: ILPS 9186
Ingen kommentarer